En saga om et sjal

Nogen gange får man lavet et projekt, hvor det føles som alt (endelig) lykkes og det hele bare går op i en højere enhed. Sådan et projekt lavede jeg sidste år. Men denne saga startede ikke som lutter idyl. For nogle år tilbage, da jeg lige havde genoptaget strik, var jeg i Paris og selvfølgelig skulle jeg udforske alt hvad byen havde at tilbyde en kreativ sjæl.

For at gøre en lang historie kort endte jeg i La Droguerie og forelskede mig straks i et bomuldsgarn i den smukkeste smaragdgrønne farve som jeg derfor købte. Efter det her sker flere ting – bomuldsgarnet er ikke bomuld, men hør! Ups. Når, men jeg prøver mig alligevel frem med mønster – et snoningsmønster fra Brooklyn Tweed. Du kan allerede se det for sig nu ikke – garnet er alt for tyndt, hør til et snoningstørklæde (what?!?) og så synes jeg da også lige at jeg kunne lave om på mønsteret. Uden at afsløre for meget kan jeg hvis godt sige at dette endte ikke godt.

Men så skulle jeg prøve igen – det her garn skulle i hvert fald ikke få mig ned med nakken. Så slår tanken mig. Hvad nu hvis jeg i strikker et halstørklæde med et smuk hulmønster aka lace knitting? Overbevist om at jeg nu har opfundet den dybe tallerken, går jeg i gang med at modificere et bladmønster fra Lene Holme Samsøe. Det skal nu siges, at på det her tidspunkt har jeg 1) ingen erfaring med hulmønsterstrik og 2) ingen erfaring med at ændre et mønster. Men jeg er af den filosofi, at man bare skal kaste sig ud i det og det gør jeg så… og overraskende nok lykkes det ikke. Garnet ryger nu endeligt i skammekrogen, hvor det opholder sig i et par år. Jeg tager det frem en gang i mellem, men så husker hvor slemt det havde opført sig, og så ryger det lige tilbage i skabet.

Men så går tiden og jeg lærer mere om strik, meget mere faktisk. Jeg begynder at forstå noget om forskellige typer garner, og hvordan de opfører sig i forskellige i mønstre, og mest af alt lære jeg at bruge Ravelry. Kort skal det siges, at Ravelry er en online portal med tusinder af opskrifter som man kan søge frem på forskellige måder, og desuden er det et fantastisk online community (for at bruge et godt dansk ord).  Med min nyfundne visdom ved min side, kommer jeg frem til et par konklusioner. Måske var det en ide at finde en opskrift som var lavet til hørgarn? Måske var det  en ide at sikre, at jeg forstår opskriften og kan strikke den? Og måske var det også en ide at tjekke om garnet kunne opnå den strikkefasthed som opskriften forslår?

Man kan næste se den pære, der begyndte at lyse over mit hoved ik’? På denne måde fandt jeg frem til Rue sjalet af designeren Bristol Ivy. Et smuk sjal, designet specielt til hør med et simpelt, men elegant hulmønster.

Og her er så det endelige resultat. Jeg er overordentligt glad for dette sjal – både fordi jeg vandt (over garnet – mu ha ha ha), men også fordi jeg faktisk bruger sjalet en del.

Med til denne historie høre også at garnet afgav rigtig meget farve, og løse fibre og at sjalet og jeg havde en særdeles uheldig episode med min vaskemaskine og alt, alt for meget sæbe. Men når enden er god, er alting godt og jeg har tilsyneladende valgt at glemme alt besværet.

Materialer:

  • 400 g Lin (hørgarn) fra La Droguerie, ca. 800 m
  • Opskrift: Rue af Bristol Ivy

– Fie

Share on FacebookPin on PinterestTweet about this on TwitterEmail this to someoneShare on Tumblr

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *