Fastelavnspanik

Kender I det med at man egentlig har følt sig lidt forskånet? Når alle i omgangskredsen har fortalt om hovedbruddet med først at finde ud af, hvad den lille purk skal være til fastelavn, og så efterfølgende om kampen om at få purken proppet i kostumet, tænkte jeg følgende:

  1. Hmm, det var da egentlig lidt mærkeligt, at yngstemandens vuggestue ikke har meldt noget ud om fastelavn…
  2. Det må være, fordi de ikke fejrer det…
  3. Det giver meget god mening. En på 1,5 får alligevel ikke noget ud af det
  4. Godt tænkt af vuggestuen

Forestil jer så panikken, når man opdager, at grunden til yngstemandens tøj har været fyldt med tusstreger er, fordi han har været med til at farvelægge en fastelavnstønde. Jeg fik så lidt naivt spurgt en pædagog, om de så også rent faktisk skulle bruge den der tønde til noget, altså slå katten af tønden (det kunne være de bare havde hjulpet børnehaven med farvelægning – what do I know?). Men, ja det skulle de da – i overmorgen! Hurtig hovedregning efterlod en aften til panik og en til kreation af et udklædningsmesterværk.

Mesterværk blev det dog næppe til, men udklædt blev han. Målet var, at han skulle ligne en fugl. Jeg havde på forhånd opgivet tanken om at lave en tilhørende hue, da han generelt er af den holdning, at huer er til for at blive taget af. Mens jeg sad og klippede fjerene, gik det op for mig at han formentlig ville ligne et træ (en hue med øjne og næb havde helt klart hjulpet). I vuggestuen blev fra den ene side gættet på grankogle og fra anden side sagt “nææ, du er en…[indsæt pause]… også pænt klædt ud”, haha. Næste år må vi gå all in på udklædning, nu hvor jeg ved at fastelavn i vuggestuen er the real deal. Og yngstemanden vil være et år ældre og få mere ud af det.

(Havde det været en katastrofe, hvis ikke han var klædt ud? Overhovedet ikke. Vores nødløsning var da også bare at sende ham af sted i normalt tøj, evt uden at tørre hans næse, så han ville være udklædt som snotunge – i modsætning til normalen hvor han aldrig snotter, ahem)

Materialer

  • Den billigeste ensfarvede t-shirt fra H&M (2-pak for 80 kr)
  • Filt fra Panduro. Vi brugte 8 stykker a 20×30 cm ( 4 farver, 2 stykker af hver, 15 kr pr. stk.).

Fremgangsmåde

Fjerene klippes af filten. Jeg lavede en skabelon i papir, som jeg lagde løst oven på stoffet, mens jeg klippede igennem flere lag på samme tid. Af hvert stykke filt fik jeg 18 fjer. Det var nok til både forside og bagside på t-shirten. Min oprindelig plan var også at sætte nogle på ærmerne, men jeg stoppede, mens legen var god, så jeg havde nogle fjer i overskud. Jeg startede med at sætte den nederste stribe fjer fast på trøjen og så sy dem alle fast på en gang. Derefter syede jeg en række på af gangen – nedenfra og op mod halsåbningen. Hvis jeg havde haft en limpistol, havde jeg nok brugt den i stedet for symaskinen.

/Vibe

Share on FacebookPin on PinterestTweet about this on TwitterEmail this to someoneShare on Tumblr

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *