Jeg kan godt lide at lave kort – det er vist ingen hemmelighed. Jeg hygger mig med det og tanken om, at det vil bringe et smil og glæde frem hos modtageren, gør det bare endnu bedre. Det er trods alt et lille stykke håndlavet kærlighed, uanset hvordan man vender og drejer det. Derfor vil jeg også rigtig gerne være til stede, når kortene bliver åbnet, så jeg se glæden hos modtageren. Og hvis jeg ikke er til stede, vil jeg gerne have en førstehånds beretning, gerne i detaljer! Det er det samme når man har lagt tid og energi (og kærlighed) i at finde den helt rette gave, så vil man da også gerne se gaven blive åbnet. Når det så er sagt, så har jeg ingen forventninger om at genfinde kortet udstillet næste gang jeg er på besøg. Det sårer mig ikke det mindste, hvis kortet bliver arkiveret lodret. Det er trods alt gaven, der som regel følger med kortet, der er den varige bestanddel.
Nu til kortet her. Det er ikke et kort, jeg har lagt meget energi og kræfter i. Det er primært bare en gentagelse af dette kort, dog med et nyt motiv. Kortet er en bestilling fra manden min til en kollega, der lige er blevet far. Og som altid, vil jeg gerne have min førstehånds beretning, hvilket min mand havde visse udfordringer med. For det første på grund af min tålmodighed – eller mangel på samme. Han blev rykket flere gange dagligt. Han havde været i god tid med bestillingen, så der gik alligevel nogle dage fra kortet havde forladt vores hjem til kollegaen var tilbage fra barsel. Dernæst var min mand ikke så meget på kontoret i den periode. Og sidst men ikke mindst var han ikke selv med i gaven, da han havde givet en anden ting, så han ville ikke få takkemailen. Det var med andre ord lidt op ad bakke for manden min at give sin utålmodige kone, det hun gerne ville have. Men ja, han gjorde, hvad han kunne for at holde udkig for mig, og en dag kom han da også hjem og sagde, at nu kunne han se at gaven var blevet åbnet og om jeg kunne gætte hvordan han vidste det? Øhm tja, kollegaen havde vel sagt tak for gaven til nogen? Det har kollegaen højst sandsynligt, men det var ikke sådan han havde fundet ud af det. Han havde nemlig fundet kortet i skraldespanden (!?), hvorefter han havde spurgt kollegaen om han var blevet glad for kortet (det havde han jo lovet sin kone at spørge om, når nu hun havde lavet kortet). Den stakkels kollega samlede derefter pligtskyldigt kortet op og stillede det på bordet. Det er et par måneder siden nu, og om kortet stadig står der er uvist, men jeg har nu lidt ondt af kollegaen.
Have you ever wondered what happens to your card after the party is over? I love making cards, and one of my favorite parts is to watch the recipients expression when opening the envelope. I’m not always there to see it, and in that case I love to get an eyewitness report, haha. In this case my better half was to be my eye witness, and he missed it. He knew he missed it when he found the card in the trash. He then more or less guilted his co-worker (the recipient) into picking up the card from the trash and placing it on the coworker’s desk instead. It been a few months and I dont know whether the card is still there or not, but I sort of feel bad for the coworker.
Materialer:
- Far med barn: Et gammelt stempelsæt fra Panduro Hobby, farvelagt med copics og baggrunden er distress ink
- Hjertepapir: Origami papir fra Tiger
- Sætning “Hello sweet girl” er fra Hello Baby fra Lawn Fawn, heat embossed med hvidt embossing pulver fra Hero Arts på karton fra Lidl
- Pynt: Enamel dots fra Panduro Hobby
-Vibe