I min verden blev marts væk og april er ikke begyndt, men når jeg kigger i kalenderen, må jeg indse, at april er nu, og påske er snart. Jeg synes det sker så pludseligt – overgangen til forår. Det bliver langsomt lysere dag for dag, og så BUM!, så er den der – den første dag med sol, varme, blå himmel, hvor man undrer sig over, hvorfor man egentlig tog vinterjakken på om morgenen, når nu man bare slæber rundt på den i solskinnet og føler sig lidt som et pakæsel med jakke, hue og vanter i hænderne.
For at invitere foråret inden for og for at anerkende, at påsken faktisk er lige rundt om hjørnet, har jeg lavet lidt påskedekorationer i trylledej. Det er begrænset, hvor mange ting jeg generelt har lavet i trylledej og det er evigheder siden, eller i al fald mindst 15 år blev min hovedregning og hukommelse enige om. Men det er jo nemt lige at ælte sådan en dej sammen, og den var ok at have med at gøre – også selv om jeg glemte alt om at putte olie i dejen i kampens hede. Det, der udfordrede mig mest, var faktisk bagetiden, som er på ca. en evighed, hvilket clasher med min manglende tålmodighed.
Jeg havde på forhånd lavet skabeloner i papir til hare og de flade æg, så det var bare at rulle dejen ud, så skære forsigtigt med en kniv langs skabelonen (kageudstikkere ville gøre underværker) og så huske at lave hul til båndet inden de bages. Efterfølgende fik de et lag akrylmaling. Der anbefales et lag lak inden maling, men det lå jeg ikke lige inde med, så de må holde, så længe de nu kan uden lak – ja, vi lever livet på kanten herhjemme. Jeg glæder mig i øvrigt til mindstemanden er blevet lidt ældre, så vi kan sidde og hygge os med trylledej sammen og forme alverdens figurer. Trylledej lægger i den grad op til krea-nørde-dag for hele familien.
I want to share these Easter decorations that I have made from salt dough. I haven’t made anything from salt dough in… 15 years(?!) at least, and it’s the first time that I ever made the salt dough myself. It’s so quick and easy to make (takes a long time to bake though). I think, that when the young man of the house gets a bit older, we will make it more often. I remember it as a fun thing – to shape and colour – and hopefully my son will too. So, bring out the salt, if you have some spare time during Easter!
Materialer:
- 1 portion trylledej ( se opskrift neden for). Jeg brugte dog kun halvdelen af portionen
- Akryl maling fra Føtex
- Bånd fra Panduro Hobby
Opskrift:
- 2 kopper mel
- 1 kop fint salt
- 1 kop vand
- 1 spsk olie (som jeg glemte)
- Bagetid: 4 timer i alt. 1 time på 50 grader, 1 time på 75 grader, 1 time på 100 grader og 1 time på 125 grader
-Vibe