Velkommen til Handmade Kindness. Bloggen består af os to, Vibe og Fie. Vi har kendt hinanden i en del alt-for-mange år efterhånden, helt fra da vi mødtes på studiet som unge og uskyldige studiner – og det er vi stadig, altså unge. Handmade Kindness er vores fællesprojekt, som handler om vores fælles kærlighed til alt kreativt.
Så hvor kommer kreativiteten fra? Jeg kan ikke huske hvornår jeg blev kreativ. Det har ligesom altid været der. Elskede byggelegepladsens systue, det var en kreativ oase, hvor jeg fortabte mig selv i metervis af korsstingsbroderi, som mine forældre pænt måtte tage imod. Jeg var dybt fascineret af min mor, når hun sad i sofaen og fremtryllede et par sokker fra strikkepindene. Som barn blev jeg aldrig rigtig fanget af strik, eller hækling for den sags skyld – jeg lærte det, glemte det og lærte det igen. Efterfølgende er det kreative dukket op i perioder, når indfaldet lige har været der. Det har været meget sporadisk. Et halstørklæde her, en julekugle der – altid startende med gen-indlæring.
Under min graviditet for efterhånden knap 2 år siden, bed kreativiteten sig dog fast. I høj grad fordi der jo er uendelige mængder af nuttede baby- og børneting. Næsten samtidig faldt jeg (med hjælp fra Fie) over stemplernes vidunderlige verden, hvilket har medført til en mindre kortproduktion. Det er så fantastisk at vedlægge en gave et personligt kort. Jeg indrømmer gerne som den første at mine hjemmelavede kort ikke altid er de smukkeste og mest fantastiske kort der findes, men de er lavet med omtanke og kærlighed for modtageren. Og det er da smukt, ikke? At give et lille lap kærlighed på den måde. Men det er vel også det der er så fint ved hjemmelavede ting? At det er kærlighed….
Ligesom Vibe kan jeg heller ikke huske som sådan at være blevet kreativ. I min familie var man det bare. Hvis man lyst til at tegne, male eller lave smykker (som jeg gjorde meget af da jeg var yngre), så tog vi ud og købte materialer. Min tilgang til at være kreativ er i den grad også præget af min familie. Min mor syede fastelavnskostumer til mig og min søster – men uden mønster, bare derudaf. Det er også mig langt hen ad vejen – jeg kaster mig ud i det og håber på det bedste. Det kan jo kun gå galt. Og på trods af jeg mistede min morfar som meget ung, har han også sat sit præg. Han var smed, men inderst inde en ‘maker’. Han skabte ting med sine hænder og var meget dygtig til og stolt af sit håndværk. Netop håndværk er også noget der inspirerer mig utroligt meget. Jeg elsker at fordybe mig i et håndværk, som for eksempel strik, med alle dets finurligheder. Virkelig dykke ned i noget og få en forståelse af hvordan tingene hænger sammen. Sidst, men ikke mindst, er også min farmor, som lærte mig at strikke som 4-årig, hvor end hun så fik tålmodigheden til det fra.
Og netop min farmor, og det at miste hende, satte gang i det hele igen. Lige pludselig begyndte strikkepindene og garnet at kalde på mig…. and down the rabbit hole I went. Nu om dage vil jeg nok beskrive mig selv, først og fremmest, som strikker. Men når det så er sagt, sniger der sig også hækling, broderi, tegning og senest syning ind. Jeg kan godt li’ at lave ting til mig selv, men jeg elsker at lave ting til min familie og venner. Og der er nok der Vibe og jeg finder hinanden i vores kreativitet, at vi begge finder glæde i at skabe noget til andre… og derfor Handmade Kindness
I er mere end velkomne til at skrive til os på info@handmadekindness.dk eller følge os på instagram eller på bloglovin’
One Comment